Nu er der åbent for booking af tider til vaccination i KulturCenter Limfjord, hvor Region Midtjylland har etableret et permanent vaccinationscenter. Der er allerede stor efterspørgsel efter tiderne, og der ikke vil være nok til alle interesserede i første omgang. Men der er flere på vej, og alle skal nok få en tid til at blive vaccineret, lyder det fra sundhedschefen.

Nu er KulturCenter Limfjord klar til at slå dørene op som vaccinationscenter og modtage de første borgere, der skal vaccineres. Det sker, efter Region Midtjylland har godkendt stedet og fået bookingsystemet op at køre. Men allerede nu er der tæt på at være booket op, når vaccinationscentret har åbnet tirsdag, onsdag og torsdag i næste uge. - For det første glæder vi os over, at vi har fået et permanent vaccinationscenter i Skive Kommune. Det er rigtig godt, at borgerne ikke skal transportere sig længere end højst nødvendigt for at blive vaccineret. Og det er dejligt at vi kan se, at der allerede er nogle heldige borgere, som via selve bookingsystemet har opdaget nogle af tiderne, efterhånden som de er lagt ud. Så mange af disse første tider er allerede bookede, men heldigvis ved vi, at der løbende kommer flere tider, siger Trine Brøcker, der er sundhedschef i Skive Kommune. Kommet for at blive - Først her til morgen fik vi endelig besked fra Region Midtjylland om, at vaccinationscentret i KCL var åbnet i deres bookingsystem, men vi kan se nogle tider allerede er taget. Vi ved også, at der har været et stort pres på tiderne i Viborg. Nogle borgere har også været nødt til at bestille tider endnu længere væk. Men nu har vi muligheden i KCL, og den er kommet for at blive. Så vi er først og fremmest glade for, at vi fremover har muligheden for at tilbyde borgerne vaccination lokalt her i Skive. Det er nu borgere i målgruppe 4 og 5, der står for tur i vaccinationskøen. Målgruppe 4 omfatter personer, der henholdsvis arbejder i sundheds-, ældre- og udvalgte dele af socialsektoren med særlig risiko for smitte, eller som varetager en kritisk funktion. Målgruppe 5 omfatter udvalgte personer med tilstande og sygdomme, som medfører særligt øget risiko for et alvorligt forløb i tilfælde af, at de bliver smittet med coronavirus. Fuldt overblik I første omgang kommer der 300 vacciner til Skive Kommune i næste uge. Det er som nævnt ikke tilstrækkeligt til hele målgruppen lige nu og her. - Men det løser sig. Vaccinationscentret i KCL bliver, hvor det er, så regionen har lovet, at der løbende vil blive oprettet nye tider i deres bookingsystem, efterhånden som de får vacciner hjem. Alle borgere, der takker ja til en vaccination, skal nok få den, siger hun. Borgere i målgruppe 2 og 3, som af den ene eller anden grund ikke blev vaccineret, da muligheden var der i Skive Sundhedshus, vil blive kontaktet af Skive Kommune, så de kan få én af de kommende tider i KCL. De nævnte målgrupper omfatter borgere, der er over 65 år, og som både modtager praktisk hjælp og personlig pleje, samt borgere, der er 85 år og derover. - Vi har bestemt ikke glemt de borgere i målgruppe 2 og 3, og vi skal nok kontakte dem, så snart der er mulighed for at få vaccinationen. Vi har det fulde overblik over de, der mangler at blive vaccineret, så de skal nok høre fra os. Også selv om de ikke lige får en tid i næste uge, siger Trine Brøcker. Alle borgere, der skal vaccineres, får besked i e-Boks eller via brev, hvis de er undtaget for digital post. Det fremgår af invitationen til vaccination, hvordan borgeren skal booke tid eller kan få hjælp af kommunen til at sørge for tidsbestillingen. Der er vaccinationstider i KCL tirsdag den 2. marts fra klokken 13-16. Onsdag den 3. og torsdag den 4. marts er der åbent fra klokken 9-16.