
Plejecenteret er genopført i 2005/2006 og har 25 plejeboliger og 6 ældreboliger. Alle i stueplan.
Siden 2013 har vi haft eget produktionskøkken, hvor husets måltider bliver fremstillet helt fra bunden og helst med årstidernes friske grøntsager og frugter. Dette bevirker, at der fra køkkenet ud i det meste af huset - som dagen skrider frem - spreder sig liflige dufte fra de forskellige fremstillinger.
Boligen
Der er adgang til lejlighederne fra indendørs gangarealer. Alle lejligheder har et stort badeværelse, et soveværelse og en stue i sammenhæng med køkkenet.
Boligen er 2 værelses og på 68 til 74 m2 medregnet fællesarealet.
Til boligen hører
- Køleskab, lille fryser og kogeplader og ovn i køkkenafdelingen.
- Trægulv i stue og soveværelse og klinker i badeværelset.
- Telefonstik—uden fastnet forbindelse. Evt. fastnettelefon står I selv for.
- Fælles TV via fiberforbindelse, hvortil der er knyttet en lille TV-pakke.
- evt. el-plejeseng,
Til lejligheden hører en stor dejlig, lys terrasse, hvor du har mulighed for at opholde dig, når du har lyst.
Som pårørende og venner er I de vigtigste for jeres kære, og vi håber at I vil komme på besøg som tidligere. I er altid velkomne og der er ingen faste tider for besøg. Som gæst er du meget velkommen til bestille/købe mad og spise sammen med beboeren.
Aktiviteter, frivillige og venneforeningen
Hver uge byder på sine faste og spontane aktiviteter såsom gymnastik, underholdning, bankospil, gudstjeneste, busture, kagedag, høstfest, sangeftermiddage og meget mere.
Der er en del frivillige tilknyttet Balling Plejecenter. Det kan være enten gennem kontaktrådet eller vores meget aktive venneforening.
Vores vennekreds har cirka 20 medlemmer, der hjælper os i hverdagen. De hjælper blandt andet ved en gang om ugen, at komme og gå tur/være skubbere med/for beboerne, så de har mulighed for, at komme ud. Vi har også et kontaktråd, der samarbejder om at skabe en god hverdag.
Tilsyn
I henhold til Serviceloven har Kommunalbestyrelsen pligt til årligt, at aflægge et uanmeldt tilsynsbesøg på alle plejecentre. Tilsynsbesøget skal være med til at sikre fokus på de kommunale opgaver og at de løses i henhold til Serviceloven.
Sundhedsstyrelsen aflægger uanmeldte tilsyn på alle plejecentre, hvert eller hvert andet år og har fokus på de sundhedsfaglige forhold med afsæt i Sundhedsloven.
Derudover kommer Fødevarestyrelsen også på tilsynsbesøg
Kontrolrapporter - Fødevarestyrelsen (smiley-ordningen)