Man er velkommen til at komme og se plejehjemmet og lejligheden inden indflytning, hvis man forud for besøget kontakter plejehjemmet og aftaler tidspunkt for besøget.

Din lejlighed er dit private hjem, nøjagtig som en hvilken som helst anden lejlighed. Indretningen af boligen står du selv for sammen med evt. pårørende. I den forbindelse er det vigtigt, at undgå overmøblering af hensyn til at sikre personalet gode og sikre arbejdsforhold. Vi vil opfordre til, at du medbringer ejendele, som betyder noget for dig, og kan bidrage til at fastholde dit tidligere liv og virke. Du skal selv medbringe fjernsyn, radio, vaskemaskine og gerne tørretumbler. Alle lejligheder er indrettet med badeværelse, stue og køkken i et. Der er plejeseng i alle lejligheder. Har du et ønske om, at tage din egen seng med kan du det, men vi gør opmærksom på, at hvis der er brug for hjælp til personlig hygiejne, kan det for at sikre personalet de rigtige arbejdsstillinger, blive nødvendigt med en plejeseng. Vælger du at lægge gulvtæppe på gulvet, skal du være klar over, at hvis der på et tidspunkt skal bruges lift, kan det i den forbindelse være nødvendig, at fjerne tæppet igen.