Arrangementet var et initiativ fra Linda Drejer, som både synger i koret og er pårørende til en beboer på plejecentret. Hun fik idéen og søgte midler til at gennemføre arrangementet. Flyndersø koret består af både mænd og kvinder og ledes af Kirsten Bjørnholt Hulgaard, som også spiller klaver.
Koroptræden og fællessang
Formand for kontaktrådet, Leif, bød velkommen og indledte arrangementet. Koret startede med sangen “Lyset springer pludselig ud”. Mellem sangene fortalte korlederen kort om sangenes baggrund, blandt andet blev Jeppe Aakjær og Kim Larsen nævnt.
Herefter var der fællessang. Ved alle pladser lå sangbogen Syng og lyt, så alle kunne synge med. Blandt sangene var “Det er i dag”, som passede godt til det solrige forårsvejr.
Kaffe og kringle
Midtvejs var der pause med kaffe og hjemmebagt kringle, som plejecentrets madmor, Bodil, stod for. Her var der tid til snak og samvær mellem korsangere og publikum.
Efter pausen fortsatte programmet med både korsang og fællessang. Eftermiddagen sluttede i en hyggelig stemning med fokus på sang og fællesskab.